Ansvarlighed og fødevarer
Fra økologi til madspild, fra børnearbejde til sunde madvaner. Der er næppe andre områder, hvor ansvarligheden spænder bredere og stikker dybere, end fødevareområdet. Responsible Food-konferencen d. 26. november giver indsigt i CSR på fødevarefronten
Bag konferencen står CSR LINK, Københavns Universitets Sustainability Science Center, DTU Fødevareinstituttet og 20-års jubilaren Fairtrade Mærket. Udover indsigt mht. fødevarer ønsker arrangørerne sammen at motivere og inspirere virksomheder til større engagement i samfundsansvar.
På lignende måde har CSR LINK tidligere i år stået for bl.a. konferencerne CSR Master Class i januar og CSR i Praksis i juni - og går denne gang lidt anderledes til værks ved at koncentrere fokus på ét område. Som partner og medgrundlægger i CSR LINK ser Jens Prebensen en klar rød tråd i samarbejdet mellem de fire parter, hvor han især ser frem til også at markere Fairtrade Mærkets jubilæum på dagen.
Fairtrade Mærket har med sine mange år på banen stor indsigt i ansvarlighed og fødevarer og har opbygget nære relationer til stort set alle centrale aktører på området. Samtidigt har de gennem deres 20 år opnået en utrolig høj troværdighed hos forbrugerne og deres samarbejdspartnere. CSR LINK er måske så i sammenligning en ny spiller, men med et bredt netværk, som dækker de fleste emner inden for ansvarlighed. På den måde har vi alle suppleret godt i vores fælles planlægning af konferencen, siger Jens Prebensen, som allerede kan fortælle om stærk interesse for dagen og mange tilsagn om at være med.
Jeg tror, at partnerskaber som mellem Fairtrade Mærket og CSR LINK især giver mening som en neutral platform. Vi vil begge især gerne give et bredt billede af den massive satsning i ansvarlighed, som i disse år sker på fødevareområdet. Det er gode og positive initiativer, som spinder en tråd langt ud i samfundet, og som alle kan blive motiverede og inspirerede af.
Oprindelse, Forarbejdning og Forbrug og overskud
Der mangler endnu nogle enkelte hjørner i programmet, men Jens Prebensen vil gerne løfte sløret for noget af det, deltagerne kan opleve og tage med sig hjem:
Fødevareområdet er så bredt favnende i praksis og mht. csr, at vi har valgt at koncentrere os om tre særlige led i forsyningskæden: Oprindelse, Forarbejdning og Forbrug og overskud. Hver især kunne de næsten bære en hel konference, men med de centrale aktører og markante synspunkter inden for disse tre led får vi en flot balance i bredde og dybde, siger Jens Prebensen Vi lægger fx ud med debat med bl.a.Danmarks Naturfredningsforening, Landbrug & Fødevarer og Forbrugerrådet TÆNK, og senere en serie indlæg fra den virkelige verden, bl.a. de to giganter Unilever og COOP, der giver os nogle af deres bedste cases inden for ansvarlighed. Disse store flankeres af miniseminarer der med andre konkrete og praktiske eksempler går i dybden på specifikke emner. Fairtrade Mærket står selv fx for et af seminarerne, mens NGOen Periamma på sit seminar sætter fokus på at skabe sammenhæng mellem mennesker, virksomheder og samfund i forskellige dele af verden. Og som en tredje type aktør vil også genanvendelsesvirksomheden Daka være tovholder på et seminar.
Ansvarlighed og fødevarer dækker som nævnt et enormt område, men Responsible Food forsøger at skære ind til benet gennem debat, udvalgte cases og miniseminarer, der dækker de tre led i forsyningskæden. Konferencen finder sted d. 26. november i København, og man kan se flere detaljer om dagen og tilmelding på www.csr-link.dk.
Har man interesse i fødevarer og ansvarlighed opfordrer Jens Prebensen desuden til, at man løbende holder et vågent øje med CSR LINK's historier på CSR.dk. CSR LINK vil nemlig op til konferencen bringe omtale af de mange aktører, cases, holdninger og initiativer, som gør Responsible Food til et helt særligt arrangement.